Færøske malerier og kunst – salg og udstillinger

Færøske malerier til salg
Galleriejer Lars Borella

Galleri Lars Borella sælger originale færøske malerier fra flere kendte og etablerede kunstnere på Færøerne. Værkerne du kan opleve i galleriet, er blandt andet oliemalerier, akrylmalerier, akvareller og litografier. Kunsten til salg i galleriet spænder vidt i genre og motiver: Ekspressionistisk, koloristisk, modernistisk, abstrakt og figurative. Har du en særlig interesse for de færøske malerier og original kunst fra Færøerne, så er indholdet her på siden, sikkert noget for dig.

Færøske malerier og kunst i Galleri Lars Borella

På denne side finder du en introduktion til de færøske kunstnere Galleri Lars Borella samarbejder med. Introduktionen indeholder en præsentation af de færøske malerier og historien bag de populære kunstnere og genren. Bemærk, at vi løbende afholder udstillinger med værker fra Færøerne, og at vi sælger til både private købere og virksomheder med interesse for kunst i høj kvalitet. Du kan købe og opleve den populære kunst fra Færøerne i galleriets lokaler i Charlottenlund – eller bestille via vores hjemmeside.

Mærk de færøske kunstneres ånd og hånd

Lars Borellas galleri repræsenterer aktuelt ni færøske kunstnere og kunstmalere i galleriet: Zacharias Heinesen, Torbjørn Olsen, Tróndur Patursson, Bárdur Jákupsson, Hans Pauli Olsen, Marius Olsen, Hansina Iversen, Anker Mortensen og Bjarne Werner Sørensen. Fra starten af 2023 vil galleriet i Ordrup også sælge værker af den færøske kunstner Hanni Bjartalid, som vi glæder os til at byde velkommen i galleriet.

Historien om de færøske malerier og kunstens vej til popularitet

Ser vi på udviklingen af færøsk billedkunst, frem til det vi i dag forstår som moderne færøsk billedkunst, er der tale om et forløb på mindre end hundrede år. Kunstens udvikling og udtryk, startede først for alvor da kunstmaler Samuel Joensen-Mikines vendte tilbage til Færøerne i 1932 efter endt uddannelse på kunstakademiet i København. Men fra da af tog det også fart. Og i sådan en grad, at man mindre end tredive år senere kunne tale om et særligt, nationalt udtryk af en kunstform.

Mikines slog sig ned i Tórshavn. Men han var ofte på sin fødeø Mykines, dels for at male og dels for at besøge sin familie. Men mest det første, for han vekslede mellem landskabsmaleri og portrætmaleri, og her var det som oftest familien, der sad model. Projektet var nu startet op, det færøske landskab blev taget ind med fed farve og rullende strøg, og det færøske folk blev karakteriseret, hoved for hoved. Af andre malere på Mikines´tid skal nævnes Ruth Smith, Ingalvur av Reyni og Steffan Danielsen.

Læs mere om de færøske malere i galleriet – deres genre og maleriske udtryk

Zacharias Heinesen

Zacharias Heinesen maleri til salg

Zacharias Heinesen maler med naturen som afsæt og i et ekspressionistisk formsprog. Zacharias Heinesen betjener sig af en tredeling, når han maler sine udsigter over havet. Dog er visse af hans værker flimrende i stoffet, mens andre er faste. Zacharias Heinesen er optaget af den franske maler Cézanne og af fransk modernisme. Umiddelbart ser Heinesens malerier abstrakte ud ved første øjekast, men når man ser nærmere efter, dukker motiverne frem af farven, huse, hav og himmel, ligesom rummet åbner sig ind efter og belysningen brænder igennem. Se værker du kan købe af Zacharias Heinesen

Torbjørn Olsen

Torbjørn Olsen er ekspressionist, naturromantiker og maler med en kolossal vitalitet. Torbjørn Olsen skildrer det sete i en semi-abstrakt stil, hvor genkendelige elementer kun efterhånden dukker frem af farven og definerer motivet. TO er den drevne begavelse, der uden videre veksler mellem motiverne og lige så gerne maler portrætter og figurbilleder som landskaber. Hans malerier synes at være malet for fuldt drøn og rummer på en måde både deres tilblivelse og deres tilintetgørelse i sig. De er kommet hurtigt til stede på lærredet, mærkerne er afsat med hast og med let hånd og det virker som om de uden videre vil kunne udviskes igen. Torbjørn Olsens verden er en verden i bevægelse.

Hans afslappede holdning til traditionen – og professionen – er aldrig kommet tydeligere til udtryk end i den altertavle, han malede til Haldarsvik Kirke i 1996. Der er tale om et nadverbillede, men også om en parafrase over Leonardo da Vincis berømte billede i Santa Maria delle Grazie i Milano. TO har uden videre overtaget Leonardos ultimative komposition, men tolket den på sin sædvanlige illustrative facon – og så ovenikøbet givet Kristus og hans apostle identificerbare ansigtstræk. Kristus er således et portræt af hans bror, grafikeren Marius Olsen, og mellem disciplene finder man adskillige af hans kolleger – og venner. Blandt andre Zacharias Heinesen, malerne Anker Mortensen, Bárdur Jákupsson og Tróndur Patursson. Her nærmer Torbjørn Olsen sig noget let ironisk, som ellers ikke findes i hans værk – og dét ovenikøbet i en altertavle. Se værker du kan købe af Torbjørn Olsen

Tróndur Patursson

Tróndur Patursson maler sine værker med tempera på lærred. De fleste af hans billeder har titlen Naturinspiration. Værkerne er abstrakte og de er som regel bygget op af en vrimmel af sorte tegn på ensfarvet bund. Den kan være blå, eller rød eller gul eller grå eller grøn, og de dansende tegn giver den en uudgrundelig dybde. Billederne bygger på selvsyn. Patursson har en båd og bruger den gerne til at sejle klos op ad fuglefjeldenes sider for at opleve dem på nært hold og fastholde karakteristiske detaljer med sit kamera. De kalligrafiske tegn forvandles pludselig til afsatser, kløftninger, fremspring og flaksende fugle. Tróndur Patursson skaber også kunstværker i glas. Se værker du kan købe af Tróndur Patursson

Bárdur Jákupsson

Maleren Bárdur Jákupsson henter sine motiver i de færøske fjelde – både dem der rejser sig af havet og dem der rejser sig længere inde i landet. I hele hans maleriske projekt har han gjort maleriet med samme dramatiske, opadstræbende penselskrift. Det kan være efterår i billederne eller det kan være sommer, det kan være regn eller tåge eller stærk sol, men skriften er ufravigeligt den samme, hvor strøgene skyder op eller i parallelle forløb, der spidser til og slutter med en savtakket profil. Der er tale om en form for abstrakt ekspressionisme, hvor maleren dog aldrig taber hovedet, men tværtimod og til stadighed er i kontrol. Strøgene glider op og ned i smukt skanderede rytmer og farven folder sig ud i fuld og hel overensstemmelse med den delikate, franske æstetik, han lærte at skønne på kunstakademiet i København. Se værker du kan købe af Bárdur Jákupsson 

Marius Olsen

Marius Olsen – grafiker og Hans Pauli Olsen, billedhugger, er brødre og brødre til maleren Torbjørn Olsen. Marius Olsen arbejder med landskabet i sine motiver, og her gerne konceptuelt, men hans foretrukne motiv er figuren eller mennesket. Der er ikke tale om figurkompositioner i den store stil, men snarere om portrætter og her især selvportrætter af eksistentiel natur. Se værker du kan købe af Marius Olsen

Hans Pauli Olsen

Hans Pauli Olsen buste til salg

Hans Pauli Olsen modellerer portrætter og allegoriske skulpturer. Hans Pauli er uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han havde den spekulative Willy Ørskov og den frodige Bjørn Nørgaard som sine professorer. Han har dog ikke lagt sig efter nogen af dem, men arbejder tværtimod naturalistisk. Når han modellerer er det med en ekspressionistisk tilgang, hvor sporene efter arbejdet stadig kan ses og hvor lerets materialekarakter er nærværende, selv når tingene er støbt i bronze. Hans store forbillede er den franske mester August Rodin. I øvrigt er Hans Pauli Olsen medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Se værker du kan købe af Hans Pauli Olsen

Hanni Bjartalid

Hanni Bjartalid til salg

Hanni Bjartalids værker – som både kan være tredimensionelle værker eller malerier – er på en gang sanselige, ekspressive, naive, dekorative, intellektuelle, vaklende, inderlige, underfundige og kaotiske. Hanne Bjartalid skaber en syntese af alle disse elementer. Han formår at samle det eller måske rettere sample det.

Hele tiden tager han noget og laver det om til noget andet. Det gennemarbejdede bliver samplet med noget spontant, det voksne bliver samplet med noget barnligt, og det forunderlige er, at det hverken bliver det ene eller det andet, det bliver hverken spontant, voksent eller barnligt. Det bliver til noget helt unikt. Se værker du kan købe af Hanni Bjartalid

Anker Mortensen

Anker Mortensen til salg

Anker Mortensen er maler og som sådan en af ​​de ypperste kolorister på Færøerne. Han repræsenterer en følsomhed og en sans for farve, som er meget unik. Anker Mortensens motiver er ikke religiøse på en spirituel måde, men repræsenterer en form for naturalistisk religion. Anker Mortensen er i stand til at skabe farver med en nærmest kosmisk kvalitet. Han nærmer sig naturen, især havet, på en næsten guddommelig måde og med en trang til at nå bag om det synlige og ind i en mere kosmisk form. Det er ikke tilfældigt, at Anker Mortens har opkaldt et af sine malerier efter en salme af Thomas Kingo: ‘Som den gyldne sol kommer frem’. Se værker du kan købe af Anker Mortensen 

Hansina Iversen

Hansina Iversen til salg

Hansina Iversen, maler, arbejder med en form for sløring af sine motiver og er samtidig abstrakt i sit formsprog. Hansina Iversens værker beskæftiger sig i høj grad med den erotiske sensibilitet. Selv om de er slørede i konturerne og bevægelsen inde i dem foregår i en slags slowmotion og er lettere tranceagtigt eller drømmende, så er hendes præcision uomtvistelig. Der er ikke meget at tage fejl af. Formerne er levende og glider kærtegnende ind og ud mellem hinanden, som en slags plasma der er evigt foranderlig, men også evigt forbundet i en form for vellystig skabelsesakt. Se værker du kan købe af Hansina Iversen

Bjarne Werner Sørensen

Bjarne Werner Sørensen til salg

Den barske færøske natur ligger som en klangbund hos dansk-færøske Bjarne Werner Sørensen. I hans motivverden vokser snørklede linjer og farvestærke formationer frem. De skiftevis fortætter og spreder sig som vægtløs, organisk vækst – og undviger gang på gang at antage genkendelige former. Udvekslingerne mellem grafik og maleri er en idégenerende kraft i Bjarne Werner Sørensens praksis. Litografiens trykflader dukker op som lag på lag-teknikker i maleriet, imens oliemalingens langsommelighed knopskyder tilbage ind i det grafiske arbejde. 

I de seneste 15 år har Bjarne Werner Sørensen koblet endnu en dimension på idéudvekslingen mellem medier. Gennem bearbejdninger forvrænger og forskyder han figurer fra sin grafik og maleri ind i digitale printflader. Kunstneren udfordrer beskuerens oplevelse af lagenes rum og dybde i en kontrastfuld komposition. Ligger de finstregede gitre som baggrund for en mørk vækstform? Eller er bevægelsen også omvendt: Giver et svungen hulmønster et kig ind i et grænseløst rum? Se værker du kan købe af Bjarne Werner Sørensen